Pedrous Dimus
Human male fighter

Pedrous er fra landet Alkmaar. Han er født og opvokset i fiskerbyen Dibruk, som ligger ved mundingen af floden Yser. Her har hans familie gennem 10 generationer drevet en færge og en kro. Faderen Tadrous driver forretning med en hård og meget dygtig hånd, og familien er velstående.

Pius, som er Pedrous' ældste bror, er bestemt til at overtage faderens plads, og har uden tvivl evnerne til det. Vapnor er Pedrous' næstældste bror, og skal overtage farbror Erasmus' skib, for han er barnløs. Pedrous er den tredje og yngste søn af Huset Dimus, og hans fremtid er endnu ikke bestemt, men Tadrous overvejer at sende sin søn i tjeneste hos Kongen af Alkmaar.

Pedrous har siden barnsben arbejdet fast på færgen "Bølgen" sammen med sin storebror Erasmus. De er begge blevet dygtige sømænd, og er fortrolige med kystområdet og kender til dets farlighed. Pedrous har aldrig været opsat på at blive sømand og gøre det til en levevej, ligesom Erasmus vil. Snarere ser han det som vejen til eventyr og oplevelser.

I Tadrous' køkken er der en ejendommelig kok. Han hedder Ikon, og mangler det venstre øre, som er blevet skåret af. Han er skallet og bærer en guldring i sit øre. Han påstår hårdnakket, at han har været kok has Kongen af Lothien i hele 10 år. Ingen tror på ham, for han er Lothaner, men det er sandt at han laver mad, som er en fyrste værdig. Folk kommer viden fra blot for at smage hans kulinariske mesterværker. Pedrous har lært mangt og meget af Ikon, og er blevet en ypperlig kok.

Pedrous har altid elsket de aftener, hvor der var fremmede, som kunne fortælle om verdener langt borte. De fyldte ham med en længsel efter at opleve eventyr.

Da Pedrous var 14 år gammel, kom der en elver til Dibruk. Det var den første man havde set i mindst 20 år. Pedrous havde jo aldrig set sådan en før, og spurgte ham straks ud om alt mellem himmel og jord. Men det eneste elveren fortalte ham var, at han hed Klarvan og at han kom nordfra, - intet andet. Elveren blev i landsbyen i 3 år, og lærte Pedrous en masse ting, der kunne blive nyttigt på en eventyrrejse. (F.eks. at lave lejrbål). Pedrous blev især god til at lave flitsbuer, og kan lave en bue, som enhver almindelig bue mager ville misunde.

En dag fortæller Tadrous, at Pedrous snart skal i tjeneste hos krigeren Akslu. Tadrous mener, at Klarvan har lært Pedrous, hvad der er nødvendigt i det fremtidige job, så det er forsvarligt at sende ham af sted. Akslu er på vej til byen Visla i landet Harkun, for at hente en præstinde og føre hende til byen ,Tarnis i Lothien. Akslu er en grumt udseende mand, og hans fire følgesvende ser ikke bedre ud. Men tanken om at komme på eventyr overskygger alt andet hos Pedrous, som uden at kny går ombord i Akslus skib, og sejler mod Visla, hvor præstinden skal hentes.

Iridacae Florentina
Human female priest

Iridia eller Iris, som hun også kaldes, har boet i gudernes hus hele sit 1iv. I hvert tilfælde så langt tilbage, som hun selv kan huske. Men den gamle præstinde Umpril, kan berette om hendes herkomst.

Hendes mor er Aigina Lothorin, og hendes far er Northalain Sølverain. Iridia, deres første fødte, kom til verden langt borte på en stor ø. Herfra tog hendes stamme mod øst over havet for at finde et fredeligere sted at bo.

Rejsen var lang og farefuld, og Iridia og hendes mor og far var blandt de få der nåede frem. De var kommet til landet Nejala, og besluttede at blive der.

Men de havde næppe bygget en ny landsby, før stammen blev overfaldet af krigeriske folk der dræbte alle. Kun Aigina slap bort med sit lille barn. Hun flygtede langt ind i skoven, for at undgå sine forfølgere, og håbede der at møde nogle elvere, som ville give hende ly. Hendes søgen var forgæves, og hun byggede et lille læskur. Der levede de fredeligt at stykke tid, men en nat blev de overfaldet af en trold. Aigina dræbte den med sin daggert, men var selv så hårdt såret efter den voldsomme kamp, at hun faldt om. Heldigvis kom nogle elvere forbi. De havde jagtet trolden, og kunne høre kamplarmen på lang afstand.

Elverne tog dem begge med tilbage til deres by, som lå mange mil borte. Her forsøgte de at hjælpe Aigina, men det var forgæves. Ældsterådet bestemte da, at Agonar og hans kone Sinda skulle tage sig af barnet, hvis moderen skulle dø. Aigina kæmpede i mange dage, før hun gav op, og sov hen. Forinden havde hun fortalt Sinda om sin familie og sig selv. Sinda lovede at fortælle Iridia om hendes herkomst når hun blev gammel nok, og bringe hende til fredelige mennesker, der ville passe på hende. Det eneste Aigina efterlod sin datter, var den gamle daggert med skæfte som en springende panter.

Agonar og Sinda begav sig mod øst, med den lille Iridia. De ville bringe hende til byen Visla i landet Harkun. Her kunne vise præstinder sørge for pigen, til hun blev gammel nok til selv at bestemme. Præstinderne tog vel imod, og Iridia fik lov at blive. Agonar og Sinda fortalte, om pigen og hendes familie, og Umpril lovede at bringe det videre ved lejlighed. Iridia havde det godt hos præstinderne, og valgte at blive hos dem, og leve på deres måde. Hun blev undervist af Umpril, og viste især interesse for blomster og urter, og blev en dygtig sygeplejerske.

Kun på den første dag i året bliver nye præster og præstinder taget i ed, og Iridia har bedt om lov til at indtræde i de hellige rækker. Tilladelsen er blevet givet.

Tasselhof Taffelfuss
Gnome male thief

Tasselhof er født i landet hinsides skovene og de store have, nærmere bestemt (?) landsbyen Grønbakke, der ligger mellem Storflod og bjergene.

Siden Tasselhof var en lille purk, har han været på farten med sin familie. Hans fader er Sofussel Taffelfuss, den berømte stensliber, og en af de dygtigste i verden. Rejsen gik rundt til forskellige fyrster og rigmænd, som ønskede et arbejde udført af Sofussel.

Det har altid været meningen at Tasselhof skulle følge i faderens spor, og som ung lærte Tasselhof at skære i sten, og gøre dem smukkere og mere strålende end man finder dem i jorden. Snart arbejdede far og søn side om side, men stadig med faderen som den absolutte mester. Det nagede Tasselhof altid at skulle stå i Skyggen af sin fader, og et ønske om at begive sig ud i verden på egen hånd voksede frem. På samme tid fortalte man historier om et kongerige, vældigere, frodigere og mere velstående end alle andre riger milevidt omkring. Hans medfødte nysgerrighed gjorde til sidst udslaget, og han tog afsked med sine forældre, og drog af sted. På sin ensomme rejse fik han den vanvittige ide, at han villa finde verdens største ædelsten.

En stormfuld aften kom han til et gammelt hus, og bankede på for at søge ly for natten. Ingen lukkede op, så Tasselhof besluttede selv at gøre det. Indenfor var der tomt, bortset fra et gammelt tæppe på gulvet og en kamin. Tasselhof tændte op og hængte sit våde tøj til tørre, og gjorde sig det derefter mageligt på tæppet. Han nød at få noget at spise, og fik igen varmen. Snart efter sov han, og drømte dejligt.

Da han vågnede, opdagede han til sin rædsel at tæppet bevægede sig igennem luften. Han kunne se ned på floder og skove, vidtstrakte sletter og marker, og enkelte gange fløj han over store have. I mange uger fløj han. Af og til landede tæppet, og så fandt Tasselhof lidt at spise, men så snart han igen sad på tæppet fløj det. Medens Tasselhof fløj gennem luften, tegnede han skitser af de landskaber han passerede for at fordrive tiden. Han har derfor en hel bunke landkort.

Til sidst landede han i en meget smuk have. Han var helt overvældet af blomsternes duft, som gjorde ham ør i hovedet. Han opdagede slet ikke manden, som kom bagfra og pludselig greb ham i nakken og slæbte ham hen til muren omkring haven. Kort tid efter befandt han sig på den anden side af muren. Resolut gik han om til porten og bad om at få sit tæppe. Manden råbte ad ham og truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forsvandt. Tasselhof gik, men var fast besluttet på at vende tilbage og hente sit tæppe fra tyven.

Det var ikke svært at finde ud af hvem den grumme tyv var, for ingen på egnen kunne lide ham. Tyran, morder, sadist, grisk og ond, var blot nogle af de ord han hørte, når han udspurgte folk. Men de fleste kaldte ham blot Gart, - det navn der dækkede bedst.

Tasselhof blev på egnen, og fik et kammer i landsbyen. Han ville for intet opgive sit tæppe, og anså at muligheden for at få det tilbage var størst ved at opholde sig i nærheden af det, - og Gart.

En ide sprang frem hos ham. Hvis han på denne egn kunne skabe sig et ry, som en prægtig stensliber ville Gart måske ønske hans arbejdskraft, grådig som han var efter smukke ædelstene. Så kunne Tasselhof komme ind i hans hus, og snuppe tæppet. Genialt! Som tænkt, så gjort. Tasselhof rejste omkring på egnen og arbejdede for rige folk, og blev snart pågrebet af Garts mænd, for straks at komme og udføre sit håndværk hos ham. Gart kunne ikke kende Tasselhof, for han antog ham i sin tid for at være et uvornt barn på afveje. Tasselhof arbejdede dag og nat, og hvilede kun sjældent. Der var ingen mulighed for at snige sig bort, for han var konstant under opsyn. Gart troede helt sikkert, at han ville stjæle ædelstenene. Et forsøg en nat, hvor vagten faldt i søvn, mislykkedes totalt og Tasselhof endte i fangekælderen. Her mødte han krigeren Airk og hans tavse bror Zak Relix. De fandt straks sympati for hinanden og besluttede at skaffe sig ud derfra, finde deres stjålne ejendele, og tage på nye eventyr sammen.

Airk og Zak Relix
Human male fighter og human male illusionist

De er brødre, og holder sammen i eet og alt. De kommer fra den nordlige del af Harkun, fra byen Kolin, hvor de stadig bor med deres gamle mor. Brødrene er vidt forskellige. Airk er den åbne, lyse, muntre og snaksalige, medens Zak sjældent siger noget, og er dyster og fjern. Airk har altid stået som sin lillebrors beskytter. Især når nogen drillede ham for hans anderledes egenskaber.

Zak har altid yndet at læse i bøger og undersøge det mystiske. Deres far, Kazak, sørgede derfor for at hans søn blev lærling has troldmanden Balurax.

Allerede som barn var Airk blandt de stærkeste af byens drenge, og det var naturligt for ham at følge i sin fars fodspor og blive kriger. Da hans far døde, fik han det gamle sværd, som altid har været i familiens eje. Han måtte sværge på, altid at bruge det i retfærdighedens tjeneste, og aldrig udgyde unødigt blod med det, for da ville det vende sig mod ham selv.

Medens Zak var hos troldmanden Balurax så brødrene ikke meget til hinanden, for Balurax bor længere nordpå for sig selv i et tårn. En dag hørte Airk, at hans bror sad fanget hos den onde grev Gart. Gart havde sammen med sine mænd været ude has Balurax, for at opkræve "beskyttelsesskatter". Troldmanden var ikke hjemme, og ville være borte nogle måneder. Den tro lærling ville ikke give Gart noget, men overmagten var for stor, og han måtte til sidst overgive sig, udlevere sin magiske bog og en masse penge. Ved at tage Zak med som gidsel, mente Gart, at han kunne undgå Balurax' vrede. Men Gart havde glemt Airk, som var fast besluttet på straks at befri sin bror. Forsøget mislykkedes, og han endte i samme fangekælder som sin bror. Kort tid efter ankom en ny lille gæst til logiet: Gnomen Tasselhof Taffelfuss. Brødrene kunne straks lide den frække lille gnome, og de var alle tre hurtigt enige om at gøre et forsøg på at komme ud, finde deres ejendele og tage på nye eventyr sammen.

Madeleine
Human half-elf priest

Hun kender ikke sit rigtige navn, og kalder sig derfor for Madeleine. En grænsepatrulje fra Harkun fandt hende en dag, liggende livløs på hjulsporet, der fører til Askalon i Lothien. Hun havde sår og mærker, som efter en voldsom kamp med et væsen med kløer. De tog hende straks med tilbage til Kolin, hvor hun omsider kom til sig selv og genvandt helbredet. Men hendes hukommelse var væk, og kun to mønter kunne give et fingerpeg om hvorfra hun kom.

Den ene er en almindelig mønt fra Lothien, som viser at hun måske kom rejsende derfra. Den anden mønt bærer motivet af en kvinde på den ene side, og har afbildet to handsker på den anden. Kvinden på mønten ligner Madeleine.

Madeleine vidste ikke, hvor hun skulle rejse hen, og besluttede sig til at blive i Kolin. Måske ville hun genvinde hukommelsen med tiden. I Kolin lærte hun efterhånden nogle mennesker at kende, især kom hun meget hos den gamle madam Relix, og i kirken. Madam Relix er krigerenke, og hendes ældste søn er kriger. Madeleine kunne godt lide at høre den gamle dame fortælle om sin mand og gamle dage. Kirken havde en beroligende virkning på Madeleine, og her gik hun hen når hun var sørgmodig.

En dag fortalte madam Relix, at hendes to sønner var blevet fanget af grev Gart, der bor nogle mil fra byen. Hun bad Madeleine om at gå derhen, og få hendes sønner sat fri.

Madeleine tog af sted, men fik end ikke lov til at komme indenfor porten. Madeleine var rasende, og besluttede at vente udenfor indtil de ville lukke hende ind. Den nat blev hun vækket af kamptummel indenfor parten, og kort tid efter så hun tre skikkelser. Hun genkendte den ene som krigeren Airk, madam Relix' søn. Hun sluttede sig straks til dem, og opdagede, at hun var i besiddelse af skjulte evner. Hun kunne kaste spells.

Den lille gruppe flygtede nu hurtigt mod Kolin. Foruden Airk og Madeleine, var der Airk's bror Zak og gnomen Tasselhof Taffelfuss. I Kolin fik de fat på heste hos madam Relix. Ingen havde lyst til at møde Garts mænd foreløbig. Madeleine foreslog at de skulle rejse mod syd, og spurgte om der ikke lå en by ved navn Visla i den retning. Hun havde en dunkel fornemmelse af at målet for hendes rejse var der. De blev derfor enige om at tage i den retning.

Efter nogle ugers strejfen gennem landet, kom de endelig til Visla. Det var omkring årsskiftet, og byen var klædt i festfarver. Der var ingen mulighed for at få logi i byen, og de overnattede derfor hos en bonde, der boede lidt udenfor.

Foruden dem selv, opholdt der sig en gruppe på fem mennesker. De fire af dem så ret skumle ud, medens den sidste faldt helt udenfor, med sit unge venlige udseende og sine vakse nysgerrige øjne. Han kom straks hen til dem og snakkede, men en af de andre gav ham ordre til at se til hestene.

Det nye år skulle fejres med blandt andet nyudnævnelse af præster og præstinder. De fire tog ind til Visla og overværede ceremonien. Bagefter tog de tilbage til bonden. Madeleine havde haft en mærkelig fornemmelse at have oplevet det før, og gik op på sit kammer helt opslugt af sine egne tanker. Her ventede der hende et chok, for den unge knøs fra den anden gruppe sad bagbundet til en stol, med knebel for munden. Hun befriede ham straks, og han fortalte, at han havde prøvet at forhindre sine rejsefæller i at bortføre en af de nye præstinder.

Madeleine var først helt fortumlet. Hun kunne i et nu huske målet med sin rejse. At advare præstinderne i Visla, om en forestående bortførelse af en af de ny præstinder. De skulle bruge et frisk hjerte fra en nyudnævnt præstinde. Navnet Tarnis spøgte i baghovedet, men hun kunne ikke sætte det i forbindelse med bortførelsen i første omgang.

Hun tog en rask beslutning om at hjælpe sin medsøster(!), og kort tid efter tog de alle af sted. Det varede ikke længe før de fik kontakt medbortførerne, som red ad landevejen mod nord.

Blev reddet af eventyrerne i Templet for ”Remosh”i Karnskoven. Han var udset som offer og skulle slås ihjel på alteret. 

Han rejser derefter med eventyrerne en kort overgang, hvorefter han tager til højlandet på egne eventyr.

Elora Warka
Human female fighter

Brenkil, hovedstaden i landet Harkun er en vældig handelsby og havneby. Den danner så at sige bro mellem øst og vest. Fra det åbne hav mod øst kommer fremmede folkeslag tilrejsende i skibe og mødes med den lokale befolkning og tilrejsende fra landet mod vest for at handle med alskens varer. Kongen har sit slot her, og hans stolte krigere og hans stærke flåde hører hjemme her. I denne by voksede Elora op.

For mange år siden kom hendes far, Erik af Warka, rejsende til Brenkil med et stort handelsskib. Som kriger og sømand havde han ikke meget at gøre i byen. Så han drev rundt og mødte en dag tilfældigt pigen Merida Guidiana. Erik rejste ikke bort igen. Han var besluttet på at træde i Kongens tjeneste og derefter gifte sig med pigen. Begge ting lykkedes.

Børneflokken blev større og større, men da Eriks position i Kongens tjeneste blev stadig bedre var det ikke noget problem at føde de mange munde.

1. Elea, 1. datter

2. Ekron, 1. søn

3. Eugen, 2. søn

4. Elora, 2. datter

5. Etna, 3. datter

6. Eskil, 3. søn

7. Midea, 4. datter

Det var tydeligt allerede da Elora var lille, at hun var temperamentsfuld og havde kræfter ud over det sædvanlige, ligesom sin far. Hun var fast besluttet på at træde i hans fodspor og blive kriger og sømand. Hendes far støttede hende, mens hendes mor ikke var meget for ideen. Men det skulle gå som Elora ville ...

Erik Warka er Oberst i Kongens hær.

Rickty Plasmoga Suridian Le'Vick

Byen Karnil ligger ved de store jerngruber, dybt inde i skoven man kalder Karn. Her voksede drengen Rickty op. Rickty havde hverken mor eller far, men i stedet et par gamle foster-forældre, som havde taget ham til sig, fordi de ikke selv havde fået nogen børn. Familien drev en fremgangsrig købmandsgård, som kunne brødføde familien og en pænt stor husstand, med flere staldkarle, tjenestepiger og en hushovmester.

Fordi Rickty godt kunne lide sine fosterforældre kaldte han dem mor og far, men deres rigtige navne var Maiga og Septimius Suridian Le'Vick. De havde nu aldrig lagt skjul på at han ikke var deres rigtige søn, men omstændighederne ville heller ikke kunne skjules. Mens de to gamle var helt og holdent af menneskeslægten, havde Rickty elverfolkenes umiskendelige træk, men dog med et grovere udseende, der gjorde det klart at en af hans forældre måtte være menneske.

"Og det er din fader, lille ven", sagde Septimius altid, når Rickty bad ham fortælle. "Jeg husker stadig den dag han kom til byen. Han havde vældig travlt. En stor mand var han, - og rig. Ud af en af de gamle rigmands slægter i Harkun har jeg hørt. Jeg gjorde en god handel den dag, og i tilgift fik jeg dig." Så plejede han at tøve lidt, og smile for sig selv. "Gartan. Gartan hed han. Ja, Gartan Bulgara fra Korak. Han fortalte at han havde fået dig med en af sine friller, og ikke kunne bringe dig med hjem til familien. Det ville være for stor en skam. Din mor var vist med i følget, men jeg hverken så eller hørte hende noget til hende. Og så drog de alle sammen videre lige så hastigt som de kom, med det store vognlæs."

Rickty havde aldrig forstået, at hans rigtige far havde kunnet efterlade ham. Uanset at han elskede Maiga og Septimius, håbede han, at hans far en dag ville komme og hente ham. Efterhånden blev længslen til sorg, og efterhånden voksede sorgen til had. Et stærkt had til den far, som havde givet ham bort i en handel. En ond far, som han svor en dag skulle bøde med sit liv for denne fejltagelse.

Rickty var anderledes end de fleste andre unge i købmændenes kvarter. Han havde skam evner for købmandskabet, men han havde også en ubændig eventyrlyst, som drev ham til at møde farerne i de mere skumle dele af byen. Her mødte han Gilboa. Hun var ældre end ham, men han blev forelsket i hende med det samme. Hun havde en skikkelse, og øjne, og hår ... Hun var også interesseret i ham, men nok mest fordi hendes herkomst var en blanding som hans mellem menneske og elver slægt.

Gilboa var en heks, sådan bogstavelig talt, og han var en villig elev, i alt hvad hun ville lære ham. Hun drev sin magi i det skjulte, for magi var ikke anset i byen, og hun var altid påpasselig med ikke at røbe sig. Igennem flere år kom han til hende så snart han kunne, og havde til sidst lært nok til at kunne stå på egne ben. Da fortalte hun, at hun måtte rejse bort og måske aldrig kom tilbage. Han var dybt ulykkelig og foreslog straks at han kunne tage med hende. Hun afslog, og bad ham i stedet blive og forbedre sine kundskaber, og passe på sine fosterforældre. Denne rejse måtte hun gøre alene. Hun røbede aldrig noget om rejsens mål, og han ville ikke spørge. En tidlig morgen drog hun af sted, og han så hende ikke igen.

Han fortsatte med at øve sig på sine kundskaber og forbedre sig så godt han kunne. Men hans unge sind havde svært ved at forblive ydmygt overfor de stærke kræfter det besad. En dag hævdede han sig over for en af sine rivaler ved at bruge magiske kræfter. Det vakte rædsel i gaden og inden han så sig om sad han i arrest.

Byens ældste, som talte flere af Septimius' rivaler, trådte sammen for at bestemme straffens størrelse. Forbrydelser af denne slags kunne nemt koste een livet. Men i stedet bestemte de at Rickty skulle have en kraftig advarsel. Enten betalte hans familie en stor bøde, eller også måtte han forlade byen. Hans fosterforældre var lykkelige over at deres søn havde undgået en dødsdom, uanset at bødens størrelse ville ruinere deres forretning. Da besluttede Rickty, at han ville tage ud i verden. Hans forældre var knuste, men han havde lovet at vende tilbage. Og som Gilboa en morgen havde forladt Karnil, red han nu af sted, men ikke alene. Han ville følges med en handelskaravane til  Harkuns hovedstad Brenkil.

Disse karavaner blev ofte udsat for overfald, og denne rejse skulle ikke blive nogen undtagelse. Her fik Rickty for første gang lejlighed til at bruge sine evner, og blive værdsat for dem, da en bande trolde angreb en nat. Karavanen nåede frem til Brenkil med svære tab, men med hele sin last at jernmalm og varer. Rickty følte sig som en rigtig helt og eventyrer. Men en forfærdelig fattig helt, for troldene havde taget næsten alle hans ejendele og alle hans penge.

Hans fosterfader havde rådet ham til at søge om husly i et kloster i Brenkil. En storby er en urskov for en ung knøs fra provinsen, især når man står uden penge. Det vidste Rickty, og han fulgte derfor rådet.

Hvad der skulle have været en overnatning blev til flere års ophold. Og endelig et nytår stod han sammen med hundrede andre unge mennesker i Præstindens by Visla for at blive tildelt præstetitlen.

Men tre ting lå altid Rickty på sinde: Han ville aldrig glemme at han var opfostret som handelsmand; en dag skulle han oprette en handelsforbindelse og drive en købmandsgård som kunne skaffe alt.  Og han ville aldrig glemme de lykkelige stunder med Gilboa; en dag ville han finde hende igen og leve med hende. Og sidst ville han aldrig glemme den svorne hævn over sin far, Gartan Bulgara fra Korak.

Garut er den mellemste af tre brødre. Han er dværg og kommer fra Kaspanerne, som er et bjergrigt land mange dagsrejser fra Harkun mod sydvest. Det er et område, hvor der er meget handel mellem elvere, mennesker og dværge. Området er udsat for en del overfald fra orcer.

Radon er den ældste af brødrene. Han er præst og hans gud hedder Moradin. Laryngo er den yngste bror. Han er kriger og har et tårn. Alle tre brødre har holdt til der i lang tid.

Historien om De tre Brødre i Kaspanerne