Harkun

Det ældgamle kongerige består af fem landsdele. Nordligst ligger Dysterland, med sine vilde klippekyster og sære dystre folk. Sydligst ligger Højlandet med sine store vidder og vældige bakkedrag. Mod vest af­grænses landet af Karn Skoven, og mod øst af havet. Her imellem ligger de tre sidste landsdele; Strandengene, Slettelandet og Flodlandet.

Landets indbyggere er fortrinsvis sømænd og fiskere. Kun få driver landbrug, har kreaturer eller er jægere. Fra byerne kommer Harkuns vidt berømte købmænd.

Befolkningen i byerne er meget religiøse og lever i vid udstrækning efter gudernes love. Landbefolkningen er også religiøs, men her er der en stærk indflydelse af overtro og sære skikke. Det er blandt disse mennesker, at troldmændene har deres gang.

Harkun angribes ofte af sørøvere, som kommer øst fra. Derfor bor de fleste mennesker i beskyttede byer (med marker omkring). Disse byer ligger næsten alle ved havet. Inde i landet er der langt imellem de små landsbyer, der oftest kun består af et par huse med palisader omkring.

Kongen, der bor i hovedstaden Brenkil, har en lille men effektiv hær. Hans krigsflåde er til gengæld stor og stærk, og beskytter de mange handelsskibe, der sejler ud fra Harkuns kyster.

I hver af Harkuns fem landsdele er der udnævnt en Than. Disse thaner er kongens stedfortrædere. De udformer lovene for landsdelene, er øverste instans for domstolene, inddriver skatter for kongen og er øverstkommanderende for hærstyrkerne. Embedet går i arv, og thanerne er meget magtfulde personer.

Kongen og Ypperstepræstinden styrer tilsammen Harkun.

Kolin

Den nordligste af Harkuns byer. Denne by er kendt for sine troldmænd, spåkvinder og sære dystre folk.

Egnen er præget af sin isolerede beliggenhed og de mange stridigheder, klanerne imellem. Folk fra det sydlige Harkun betragter indbyggerne her nord på med mistro, og har et indtryk af dem som hidsige, krigeri­ske, ukultiverede, dystre og overtroiske. Folk fra Kolin, eller Korak egnen i det hele taget, anses for ikke særligt fine, eller velanskrevne.

På denne egn er der en del landbrug og kreaturhold. Men det mest kendte herfra er en meget stærk brændevin, brændt på korn og rodfrugter. Harkuns mest barske krigere kommer fra Kolin, og de er ofte lejesoldater i udlandet.

Odum

Dette er en stor fiskerby. Havet ud for byen er endog meget rigt på spisefisk. Desuden har Odum mange mesterhåndværkere: Smede, tømrere, bygmestre og brygmestre (øl bryggere).

Kinsal

Herfra kommer Harkuns førende kunstnere: Guldsmede, pottemagere, stenslibere, malere, sangere, etc.

Trods byens bekedne størrelse, mærkes indflydelsen herfra ud i de fjerneste egne af Harkun. For her præges kongens mønter. En stor garnison vogter byen med dens store skatkamre.

Brenkil

Brenkil er Harkuns hovedstad, kongens by og centrum for både hær og flåde.

Brenkil er landets vigtigste handslby. Jern­malm, tømmer og fisk er de vigtigste lokale produkter. Østfra kommer der, bortset fra sørøverne, ofte handelsskibe med fredelige folk, der sælger fine klæder, krydderier, smykker, ædelstene, tobak, etc. Disse varer byttes til produkterne fra Harkun og varer, som købmændene fra Brenkil har købt vestpå, såsom skind, vin, øl, uld, smykker og glas. Byen er grænsen mellem verden i øst og vest.

Visla

Visla er Ypperstepræstindens by. Hertil valfarter næsten alle pilgrimme. Pilgrimmene kommer fra Harkun og de omkring liggende lande (Alkmaar, Lothien og Karn). Byen er det religiøse centrum for denne del af verden.

Visla er omgivet af templer, som er viet til forskellige guder. Byens rigdom skyldes de mange pilgrimme som rejser hertil for at spørge guderne til råds, blive helbredt i de livgivende kilder, høre Det hellige Ord, eller prise guderne.

Ypperstepræstinden opholder sig ikke meget i selve byen. Hun bor i templet Aktotia, der ligger på et lille bjerg vest for Visla. Det er kun præster og præstinder, der har adgang til de helligste områder af templerne. Her leves livet i eet med guderne og deres love.

Alle Harkuns konger bliver kronet af Ypperstepræstinden i Visla. En del af kroningen består af et helligt ritual, der vier Kongen med landet Harkun, som således bliver hans gemalinde. Herved skabes desuden et ubrydeligt bånd mellem præsteskabet og kongen. Kirkens overhoved  er altid en kvinde og kaldes Ypperstepræstinden.

Mange af husene i Visla er over 500 år gamle. Nogle enkelte står tomme og forladte, men de fleste står smukke og majestæti­ske, og vidner om byens rigdom. De fleste huse er bygget af sandsten, der kommer fra Højlandet mod vest. Tagene er af teglsten eller skiffer. De fleste huse er udsmykkede med fabeldyr, snørklede mønstre, blomster og frugter. Nogle mønstre er diskrete medens andre er udført i fuld størrelse eller overstørrelse. Bygningerne er i flere etager og ligger tæt sammen, men er som regel store og rummelige.

Under Visla findes der et vældigt system af tunne­ler og gange. Denne underjordiske verden udgør en by i sig selv, hvor indbyggerne lever efter deres egne love. Skumle personer står i spidsen for rivaliserende grupper, der kæmper om herredømmet i underverden.

Karnil

Dette er den yngste af Harkuns byer. Byen er opstået for et halvt århundrede siden, da man fandt jernmalm i undergrunden. I forvejen lå her nogle enkelte huse, hvor der boede skovarbejdere. Fra Karnil fragtes tømmer og malm ad flodvejen eller med kærrer til Brenkil. Indbyggerne i Karnil er som regel grove og barske.

Har til hver en tid været Harkuns allierede. Navnlig de religiøse bånd er nære, og har sikkert medvirket til de gode relationer. Alkmaar er et stort land, meget større end Harkun. De vigtigste erhverv er landbrug og kreaturhold. Alkmaar har en stor og meget stærk hær.

Lothien

En ny konge har indtaget tronen, efter hundrede år med borgerkrig.

Borgerkrigen har sønderdelt Lothien i en masse småriger, men det er lykkedes den nye konge at samle alle småkongerne og de fleste af rigets stærke mænd. Samlingen af riget omkring den nye konge er sket på baggrund af støtten fra et ukendt præsteskab.

Kun mod de østlige grænser er der folk, som ikke accepterer den nye konge, p.g.a. hans manglende familieforbindelser med de gamle konger, hans undertrykkelse af folket og forbindelsen til det ukendte præsteskab. De ønsker i stedet at tilknytte sig Alkmaar og Harkun, som har været imødekomne overfor dette initiativ.

Lothiens konge har besvaret udfordringen med et ultimatum til Alkmaar og Harkun. Blander de sig i stridighederne bliver der krig. De to lande har forsøgt at undgå egentlige kampe med Lothien, men gentagne gange har Lothanske soldater forfulgt oprørere ind på fremmed jord, hvilket har ført til åben strid.

Det rygtes at Lothien har sendt store flådestyrker til Harkun og Alkmaar for at blokere havnene, og dermed tvinge fjenden i knæ. Harkun og Alkmaar støtter stadig oprørenes krav. Grænsestridigheder bliver hyppigere og hyppigere...